Sverige tur 2013

En spændende dag i Sverige.

 

Torsdag d. 21. november 2013 var broderloge nr. 44 Burgundarholm på Officielt loge besøg hos logens venskabsloge, Brödraloge nr. 8, Linnéa i Ystad.

 

Dagen startede allerede kl. 05.50, hvor 41 brødre mødtes ved bussen på Rønne havn. Fire af deltagerne var brødre fra Broderloge nr. 112 Albret Wolfsen i Nexø.

Turen gik derefter mod Ystad med færgen, hvor der var morgenbuffet til alle.

 

Fra Ystad gik turen mod Malmø, hvor vi efter en lille pause i det svenske landskab, landede ved Malmöhus slott – Nordens ældste bevarede renæssanceslot, der i dag rummer Malmø Museum og Malmø Kunstmuseum. Her blev vi modtaget af broder overmester Bosse Öhmann fra Broderloge nr. 1 Scania i Malmø.

Han introducerede os for to guider, der gav og en meget interessant rundtur på slottet med fortællinger om stedets historie og om Skånes historie, specielt i tiden 1500-1700 tallet.

Slottet har gennem tiderne haft mange forskellige funktioner, både for de danske og de svenske konger og hertuger.

Det var Malmøs forsvarsværk gennem mange år, men senere har det i endnu længere tid fungeret som fængsel.

Umiddelbart efter anden verdenskrig var slottet i en kort periode, desuden rekreations- og opholdssted for tidligere fanger fra tyske koncentrationslejre.

Efter den guidede tur hilste vi på et par repræsentanter fra den frivillige Garde ved Malmøhus, der var mødt op i nogle flotte garderdragter fra 1500 tallet.

Turen gik derefter til Odd Fellow Palatset i Malmø centrum, hvor vi igen blev modtaget af broder overmester Bosse Öhmann og af broder Max Fierabend.

I logens flotte selskabslokaler blev vi budt velkommen af broder Bosse Öhmann og han fortalte kort om hvilke loger og lejre, der var tilknyttet lokalerne, hvorefter der blev serveret en fin frokost for os – med hvad der ellers hører til.

Frokost hos Brödraloge nr. 1 Scania

Efter frokosten besøgte vi Odd Fellow Palatsets logesal, der i Sverige hedder ordenslokalet. Broder Max Fireabend, der har været med i Odd Fellow ordenen i 47 år, fortalte på dygtig vis den interessante historie om stiftelsen af Brödraloge nr. 1 Scania, Sveriges første Odd Fellow loge, der er indviet i 1884 i København. Desuden fortalte han lidt om nogle af de øvrige loger der er hjemmehørende i bygningen, samt om selve

logebygningens historie.

Til sidst udleverede broder Bosse Öhmann, et logeemblem fra Broderloge nr. 1 Scania til alle

besøgende brødre, som en erindring om besøget.

Efter besøget hos Brödraloge nr. 1 Scania kørte bussen mod Ystad, hvor vi kl 15.30 blev modtaget af

broder overmester Lennart Olsson fra Brödraloge nr. 8, Linnéa. Der var således tid til lidt afslapning

inden omklædningen til aftenens logemøde, der denne aften startede allerede kl. 17.30.

 

Efter åbningen af logen, blev vi på fornem vis indført i logen, hvor broder overmester Kjeld Olsen

takkede for invitationen og overrakte en buket blomster til broder overmester Lennart Olsson.

Under mødet var der blandt andet nominering af embedsmænd og ikke mindst indvielse af 3 nye

brødre. Det var meget interessant at se, hvordan en indvielse foregår i Sverige.

 

I det selskabelige blev der serveret en flot middag med det der hører til og efterfølgende var der taler

bl.a. for de nye brødre. Broder undermester Michael Dam takkede brødrene fra Brödraloge nr. 8,

Linnéa for deres store gæstfrihed og udtrykte et ønsket om at kunne gengælde dette ved et besøg i

Rønne.

 

Lidt før kl. 22 måtte vi afbryde det selskabelige samvær for at tage bussen til Ystad havn, hvorfra turen

gik hjemad efter en god dag i Sverige.

 

Michael Dam,

Undermester

Billeder fra Malmöhus slott